Til alle jer, der gerne vil vide, hvordan man tilegner sig
en smidig og stærk klaverteknik

Pendulmetoden er et øvelsessystem, jeg har sammensat dels ved at tilpasse kendte øvelsestyper dels ved selv at udtænke andre. Jeg har givet systemet navn efter den gennemgående ide, at alle øvelserne uden undtagelse udføres i en vekslen mellem et stræk og en bøjning fra side til side ligesom et pendul, da denne stadige bevægelse umuliggør fiksering. Nogen vil måske frygte, at denne fremgangsmåde vil resultere i en urolig og gyngende teknik, — den resulterer tværtimod i en rolig, stærk og smidig teknik, fjerner overflødige bevægelser og modarbejder tilsyring.

Pendulmetoden rummer desuden nogle forberedende manøvrer, aktive stræk- og bøjningsøvelser, som skærper forudsætningerne for en intensiv udnyttelse af øvelsernes muligheder ved træning af det stærkeste stræk og den stærkeste bøjning, det kan lade sig gøre for hånd- og fingermuskulaturen at præstere.

Tilegner man sig Pendulmetoden, tilegner man sig et klaverspil, der aldrig er slapt eller stift men derimod altid stærkt og smidigt. I denne vekslen mellem stræk og bøjning og på vejen fra den ene bevægelse til den anden aktiveres et betinget refleks af balance mellem spænding og afspænding, og her, mellem stræk og bøjning og mellem spænding og afspænding findes klaverteknikken.

Nogle musikere har tilsyneladende den gave at kunne spille med selvfølgelig velklang, autoritet og energi, som gør, at vi som tilhørere oplever et bagvedliggende: ”Ja, sådan skal det være.” Og nogle musikere spiller med en kontakt med deres instrument, som får andre til at spørge: ”Hvordan kan dette lade sig gøre, hvordan kan de spille med en sådan behændighed, hurtighed og kraft uden at stivne?” Hvordan kunne Vladimir Horowitz spille med så enormt teknisk overskud og så radikale bevægelser? Hvordan spiller man klaver, altså bruger fingre, hænder og krop, så klaverspillet bliver smukt, kraftfuldt og nuanceret mellem legato, staccato, non legato, med passagespil, dobbeltgreb, oktaver og så videre?

Når jeg har spurgt klaverlærere, pianister eller medstuderende om, hvad klaverteknik er, har jeg af nogle fået det råd at øve skalaer, tre- og firklange, oktaver og tertser fra forskellige samlinger, i særdeleshed af Brahms, Cortot eller Hanon, eller bare at spille frit fra leveren og samtidig tænke så lidt som muligt på teknik. Andre (de fleste) har ikke brudt sig om at tale om klaverteknik, — muligvis fordi det ville kunne føles som at blotte en usikkerhed, det ville være ubehageligt for dem at erkende, og måske fordi færdigheder, de anvender ubevidst, kunne blive usikre, hvis der blev sat spørgsmålstegn ved dem.

Dette har ofte forvirret mig, og jeg har stået tilbage uden brugbare svar på mine spørgsmål og har måttet gruble videre. Det har ført til, at jeg selv har fundet løsninger på tekniske vanskeligheder i mit klaverspil.

Allerede da jeg var barn og ung, var det en afgørende inspiration for mig at kende organisten (og pianisten) Flemming Dreisig. Han er en virtuos og velrenommeret organist, der blandt andet har været domorganist i København og orgelprofessor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Som barn havde han, i en afgørende periode, haft den navnkundige pianist, professor og læge Victor Schiøler som klaverlærer. Af Victor Schiøler var Flemming Dreisig blevet grundigt instrueret i et skalakursus, der blev et stærkt fundament for hans store tekniske formåen som pianist og organist. Mødet med Flemming Dreisig overbeviste mig om, at det er muligt at udvikle klaverteknik ved indsigt og øvelser.

Med denne øvelsessamling er det min hensigt at gøre de løsninger, jeg har fundet på tekniske vanskeligheder i mit klaverspil, tilgængelige for enhver, der kan bruge dem som en hjælp til at blive en glad pianist (organist eller cembalist?), med et tilstrækkeligt grundlag for at løse de tekniske udfordringer, enhver pianist vil møde i sin udvikling.